De oftest stillede spørgsmål

Det skal være let og hyggeligt at bære sit barn, og vi vil gerne hjælpe dig med at komme godt i gang. Derfor har vi her samlet de spørgsmål vi får oftest.

Sidder du alligevel med et spørgsmål du ikke kan finde svaret på, er du meget velkommen til at skrive til os på info@carrytales.com.

Det er vigtigt, at sikkerheden er i orden, når du bærer dit barn. Herunder er der nogle simple sikkerhedsråd, som du bør følge, og så skal du selvfølgelig bruge din sunde fornuft. Hvis noget ikke føles helt rigtigt, så tjek bæreselen eller bindingen en ekstra gang inden du smutter ud af døren.

Dæk aldrig babys hoved til med stof. Luk aldrig viklen helt om babys hoved, selvom du måske vil skærme for omverdenen. Det er vigtigt, at der hele tiden er luftcirkulation omkring babys ansigt, så der er ilt nok. Dækker du ansigtet helt til, risikerer du at ilten inde i "stofhulen" slipper op.Vær opmærksom på babys hovedstilling.

Babys hage må ikke falde ned på brystet, da dette medfører kvælningsfare. Hovedet skal selvfølgelig heller ikke være for langt tilbagelænet.

Din baby skal sidde højt nok til, at du kan kysse hovedet.

Viklen eller slyngen skal sidde stramt. Du skal kunne have begge hænder frie, uden at føle dig usikker på, om baby sidder forsvarligt.

Sørg for at babys knæ sidder højere end numsen, at ryggen runder, bækkenet er kippet og at bæreredskabet støtter fra knæhase til knæhase. Så sikrer du dig, at din baby opnår en god ergonomisk stilling i bæreredskabet.Hvis du vælger at bære dit barn udadvendt anbefales det, at baby ikke sidder for længe ad gangen i bæreredskabet, da det er svært at opnå optimal ergonomi for baby i denne stilling. Det kan også være svært for baby at "sige fra" i denne stilling, da barnet ikke selv kan vende sig væk fra omverdenen, eller se dit ansigt og derved finde ro.

Sidst, men ikke mindst, bør du kun bruge bæreredskabet på den tiltænkte måde.

For barnet er det:

- afslappende og beroligendetrygt, sikkert og rart

- en blid start på livetmotorisk og sanseligt stimulerende

- en hjælp mod luft i maven og kolik

- et tæt forhold til den bærende

- naturligt

For dig er det:

- afslappende og komfortabelt

- nemt at mærke barnets signaler og behov

- fleksibelt og mobilt

- skånsomt mod bækkenbunden og ryggen

- frihed i en aktiv hverdag

- trygt og behageligt

En sund og rask nyfødt kan bæres fra første dag i en slynge, vikle eller bæresele, der sikrer en korrekt ergonomisk stilling for barnet.

Ønsker du at bære din præmaturbaby fra start, er det en god idé at konsultere sundhedspersonale og en slyngevejleder, så du sikrer dig, at sikkerheden er helt i orden.

Det er som udgangspunkt altid sundt at bære sin baby tæt på sig, men der kan være sundhedsmæssige problematikker, som gør at at denne nærhed ikke er optimal i et bæreredskab.

Sidder dit barn ergonomisk korrekt kan du bære dit barn så længe I begge to har lyst til det. Dit barn må gerne tage lange lure i bæreredskabet, husk dog altid sikkerheden.

Læs mere om sikkerhed øverst.

Hvis du gerne vil bære dit barn fremadrettet i en bæresele, så anbefaler vi, at du gør det maks 15-20 minutter ad gangen. Det er ikke en ergonomisk god position for den lille og det kan være svært for barnet at skærme sig for overstimulering og indtryk.

Når du bærer dit barn i en slynge, vikle eller bæresele der er korrekt indstillet eller bundet, fordeler den barnets vægt på hele din overkrop.

Dette tillader en sund oprejst stilling for din ryg, hvis muskulatur styrkes i takt med at barnet vokser. Hvis du har en rygskade eller rygproblemer bør du dog tale med din læge.

Det er spædbarnets behov at få kropskontakt med sine forældre.

Igennem hovedparten af menneskehedens historie, er spædbørn blevet båret af deres mor - barnevognen er en opfindelse fra slutningen af 1800-tallet.

Den direkte kontakt med omsorgspersonen og bevægelsen i bæreredskabet beroliger ofte barnet og forsikrer det om, at det er i sikkerhed, og at der er nogen, der kan give det mad og varme.

Så nej, du forkæler ikke dit barn når du bærer det, du opfylder derimod de naturlige behov som barnet har.

Et bæreredskab skal passe både til din baby og til dig.

Nogle bæreredskaber kan bruges fra fødslen, mens andre er bedre egnede når barnet er lidt større, fx fra siddealderen. På alle vores varer kan du se denne information.

Du er desuden meget velkommen til at kontakte os, så vi sammen kan finde ud af hvad der passer bedst til lige netop jer. Vil du gerne prøve en masse forskelligt kan det også være en god idé at opsøge en slyngevejleder.

Herunder kan du få et overblik over de bæreredskaber, vi har hos Carrytales.

Alle vores bæreredskaber er ergonomisk korrekte og tillader den optimale stilling for din baby.

Fastvikler - det mest alsidige bæreredskab

- støtter optimalt

- kan bruges i hele slyngeperioden, også præmatur

- kan bruges til mave-, ryg- og hoftebæringmange forskellige bindinger

- tilpasser sig optimalt babyen og den bærende

- behagelig på længere ture

- der skal lidt øvelse til før den sidder perfekt, så vær tålmodig og bliv ved med at øve

Ringslynger - hurtig og bekvem

- støtter optimalt

- kan bruges i hele slyngeperioden, også præmatur

- kan bruges til mave-, ryg- og hoftebæring

- hurtig og nem at tage af og på

- bedst til de hurtige, korte ture

Strækvikler - en behagelig start

- støtter optimalt

- kan bruges fra nyfødt, også præmatur, og op til ca. 9 kg

- blød og behagelig

- kan kun bruges mave mod mave med 3-lags binding

- kan bindes inden barnet sættes i

- kræver ikke meget øvelse

MeiTai og vikletai - de nemme bæreseler

- forskellige aldersgrænser, nogle til nyfødt, andre til toddler

- nem og hurtig at taget af og på

- kan bruges til mave- og rygbæring

- du skal evt. bruge to størrelser igennem hele slyngeperioden

- kræver ikke meget øvelse

Bæreseler - klik'n'go

- flere af vores bæreseler kan bruges til sunde nyfødte fra 1. dag

- nem at indstille og tage på

- god vægtfordeling

- kan bruges til mave- og rygbæring

- kan tilpasses både dig og din baby

Barnet skal bæres oprejst for at sikre, at vejrtrækningen ikke blokeres. En liggende bærestilling sikrer ikke en god luftcirkulation ved barnets hoved, hvilket kan føre til iltmangel.

Barnets ben skal være i M stilling - spredt let til siderne og knæene skal sidde højere end numsen.

Barnets ryg skal være rund. Større børn skal også kunne runde ryggen, når de hviler.

Bæreredskabet skal støtte barnets ben fra knæhase til knæhase. Barnet skal frit kunne bevæge fødder og underben.

Bæreredskabet skal støtte barnets ryg ligesom en fast bandage, og rygstykket skal være glat henover barnets ryg og ikke krølle.

Når du bøjer dig forover eller bagover, skal barnet forblive tæt på din krop og ikke rykke væk fra dig. Du skal kunne have begge hænder frie. Hvis du føler at du skal støtte barnets krop eller hoved, skal viklen/slyngen højst sandsynligt bindes strammere.

Barnets hoved skal kunne støttes.

Bær barnet med ansigtet ind mod dig. En udadvendt bærestilling presser barnets ryg i en unaturlig lige stilling, hvor hele barnets vægt hviler på dets kønsdele. Ligeledes kan barnet ikke vende ansigtet ind mod dig, når indtrykkene bliver for mange og barnet overstimuleres. Når barnet bæres på ryggen eller hoften, kan det se mere, men stadigvæk trække sig tilbage.

Bindingen/bæreselen skal også føles behageligt når du bærer i længere tid. Ellers prøv at justere din sele/din bindemetode.

En god bæresele understøtter barnets ben i M-stillingen. Rygpanelet kan smyge sig om barnets ryg.

Rygpanelet kan indstilles i bredden, så det støtter fra knæhase til knæhase i længere tid.

Bæreselen støtter hele barnets krop, og tillader at ryggen rundes.

Bæreselen giver mulighed for variabel hovedstøtte.

Det er en stor fordel, hvis bæreselens rygpanel kan justeres i nakken og evt. også i længden. Bæreselen skal også nemt kunne tilpasses både barnet og den bærende.

Skulderstropper der lukkes med knude kan være en fordel, da dette nemmere tillader at barnets ryg rundes, og det gør det nemmere at justeres selen til den bærende.

En god bæresele er bekvem og aflastende for den bærende.

Flere bærepositioner skal være mulige: mave mod mave, på ryggen og evt. også på hoften.

Ja, det kan du sagtens.

Får dit barn flaske, kan du sagtens give flasken mens barnet sidder i bæreredskabet.

Ammer du, er dette nemmest i vikle eller slynge (du kan amme i både strækvikle, fastvikle og ringslynge). Du løsner blot viklen/slyngen lidt, så barnet kommer længere ned, og derved tættere på dit bryst. I starten kan det være lidt bøvlet, men hæng i og øv dig. Det er så dejligt at kunne amme i viklen/slyngen, når man er på farten. Du skal selvfølgelig sørge for, at have ammevenligt tøj på. Når I er færdige med at amme, strammes viklen/slyngen igen, så barnet igen sidder i optimal ergonomisk stilling.

I vinterkulden skal du sørge for, at dit barn har det varmt nok. Du kan bære dit barn under din almindelige vinterjakke, hvis den er stor nok, eller du kan anskaffe dig en bærejakke.

Fordelen ved en bærejakke er, at du også kan have dit barn på ryggen, da der er hul til barnets hoved. Du må aldrig bære dit barn på ryggen med en almindelig jakke ud over. Barnets hoved må aldrig være fuldstændig dækket af jakken, og du skal altid kunne tjekke, at der er luftcirkulation rundt om barnets ansigt, så barnet kan trække vejret frit og ubesværet. Dette gælder både når du bærer på ryggen og på maven.

Jo yngre dit barn er, jo sværere er det for barnet at holde sig varmt. Det er derfor at foretrække, at barnet bliver båret under din jakke, frem for at sidde uden på din jakke i f.eks. en flyverdragt. Sidder barnet under din jakke får det glæde af din kropsvarme. Herefter afgør kulden, hvor meget tøj barnet skal have på under din jakke.

Barnets hoved, ben og fødder er især udsat for kulde, når det bliver båret om vinteren. Til hovedet kan man bruge en hue eller hætte. Til ben og fødder kan man bruge forskellige futter, med eller uden uld og til benene kan man få babybenvarmere. Du skal jævnligt tjekke, at barnet ikke fryser.

Om sommeren er det derimod varmen du skal beskytte barnet imod. Sørg for at barnet aldrig er udsat for direkte sollys. ophold dig i skyggen, eller brug evt. en parasol.

Opholder I jer periodevis i solen, skal barnets hud skal beskyttes mod solen. klæd barnet i let og lyst bomuldstøj med lange ærmer og ben. Husk også sokker til barnets fødder og en solhat som beskytter både hoved og nakke. Du kan overveje, om du vil give barnet solcreme på. Er barnet under et år, kan du på apoteket få solcreme der er lavet til børn under 1 år.

Vælg evt. en et-lags bindemetode, f.eks. kænguru, rygsæk eller ringslynge. Slyngen, viklen eller bæreselen tæller som et ekstra lag tøj.

Sørg for at barnet får rigelig med væske, modermælk eller erstatning til de mindste og vand til de større.

Tjek jævnligt barnets nakke, barnet må ikke være hverken kold eller svedig.

Ja, som udgangspunkt kan du godt bære dit barn med hoftedysplasi i vikle og slynge. Det kan endda være gavnligt, da en korrekt M-stilling fremmer dannelsen af et rundt lårbenshoved og hofteskålens kugleform. Tal dog altid med din læge inden du bærer dit barn med hoftedysplasi.

Det kan ikke anbefales at bære barnet i en liggende stilling. Barnet kan ikke indtage M-positionen, bindingen udøver et ensidigt tryk på barnets hofter og et skævt tryk på barnets hoved og nakkehvirvler.

Barnet kan nemt komme til at ligge i en stilling, hvor det er "klappet'' sammen på midten. Dette kan gøre vejrtrækningen besværlig, da barnets hage let vil kunne glide ned på brystet, og ansigtet vil ofte være dækket af meget slyngestof. Der kan derfor være kvælningsfare, og fare for at luften ikke kan cirkulere, så barnet indånder den samme luft igen og igen, hvilket kan føre til iltmangel.

Strækvikler

Strækvikler er oftest one size, og passer til alle. Strækvikler bruges som regel i de første måneder og til baby vejer ca. 7-10 kg (selvom viklen er godkendt til flere kg), simpelthen fordi det ikke er behageligt at bære en tungere baby i strækviklen.

Fastvikler

Fastvikler kommer i størrelserne 2-9. Kort sagt er viklen længere, jo større størrelsen. Langt de flestes basisstørrelse vil være størrelse 6 og den går du aldrig galt i byen med, uanset din størrelse, babyens størrelse og hvilke bindinger du vil bære med.

Hvis du er enten stor eller lille, kan du overveje at gå op eller ned i viklestørrelse. Din babys størrelse betyder også noget: Er det en nyfødt du skal vikle, fylder baby ikke så meget. Er det derimod en toddler, bruges der lidt mere viklestof til bindingerne. De forskellige bindinger bruger ligeledes mere eller mindre stof. Der er derfor flere faktorer, som spiller ind, når du skal vælge størrelsen på din fastvikle. Vores anbefaling til nybegyndere er at anskaffe en størrelse 6. Den passer langt de fleste, og med en størrelse 6 begrænser du ikke dine muligheder for at binde på mange forskellige måder.

Læs mere om valg af størrelse fastvikle her.

Ringslynger

Ringslynger er oftest, ligesom strækvikler, one size. Nogle viklemærker laver flere ringslyngestørrelser, men størrelsesforskellen er ikke afgørende for, om du kan passe slyngen. Det er mere et præferencespørgsmål: Nogle kan godt lide, at der er meget stof, og at "halen" på ringslyngen er lang. Andre foretrækker en kortere slynge, hvor der ikke er nær så meget stof "til overs".

Vi anbefaler derfor nybegyndere at anskaffe sig en størrelse M, hvis der findes forskellige størrelser af den ringslynge, du har forelsket dig i.

Strækvikler

Strækviklen er et rigtig dejligt bæreredskab til den første tid med en nyfødt. Strækviklen er dejlig blød, nem at stramme og det er nemt at få baby til at sidde ordentligt, og give baby støtte i nakken. Der kræves ikke så meget øvelse, hvilket er rart, når man har en lille nyfødt der kræver alt ens opmærksomhed.

Med strækviklen bærer man mave-mod-mave, og den bindes som regel på én og samme måde. Til gengæld kan strækviklen bindes på forhånd, og baby kan tages ud og op i viklen uden at viklen skal bindes på ny. Det er smart, hvis baby skal skiftes og lign.Da der er stræk i viklen, kan du ikke binde den for stramt om baby, hvilket er en dejligt sikkerhed, hvis du er nybagt mor og ny i babybæring. Strækket gør dog også, at det ikke er behageligt for dig at bære mere end 7-10 kg. Derfor er strækviklen ikke til hele bæreperioden, men derimod rigtig god i de første 3-6 måneder.

Strækviklen er et godt bæreredskab til nyfødte og til nye vikleforældre, da der ikke skal så meget øvelse til, og fordi du ikke skal tumle så meget rundt med baby, da viklen bindes på forhånd. Det kan være rart, da nyfødte jo er lidt delikate at håndtere.

Fastvikler

Fastviklen er et bæreredskab du kan bruge hele bæreperioden fra nyfødt til toddler. Du kan desuden bære både mave-mod-mave, på ryggen og på hoften. Det gør fastviklen til et bæreredskab med mange muligheder.Fastviklens stof kan ikke strækkes, hvilket gør, at barnet bliver støttet optimalt. Det gør også, at det er behageligt for dig at bære dit barn, selvom det er kommet over de 10 kg.

Fastviklen kan, i modsætning til strækviklen, ikke bindes på forhånd. Det betyder, at du skal binde viklen rundt om baby, mens du holder styr på både vikle og baby. Dette kræver lidt øvelse, og til det findes der mange gode tutorials på nettet, som du kan læse mere om i denne slynge-FAQ og på vores link-liste.

Hvor der til strækviklen som regel bruges den samme binding, findes der mange forskellige bindinger til fastviklen. Det gør, at du kan tilpasse bindingen til lejligheden og barnet. Er I eksempelvis ude og gå, og vil det større barn gerne vil følge med i hvad der foregår, kan du bære barnet på ryggen, så det kan kigge ud over din skulder. Er barnet derimod mindre, og vil du gerne kunne kigge på det hele tiden, kan du bære det på maven eller hoften.

Sidst, men ikke mindst kan du bogstavligt talt få fastvikler i alle regnbuens farver, i de smukkeste mønstre, og i de lækreste materialer.

Strækviklen kan bindes på forhånd, hvilket gør det nemt at øve sig.På youtubekanalen Wrapyouinlove er der mange gode tutorials.

Her er fx en god video der viser, hvordan man binder og sætter en nyfødt i strækviklen hos Wrapyouinlove.

Er du nybegynder med fastviklen, kan de mange muligheder være spændende, men også overvældende. Derfor anbefaler vi, at du begynder med én binding, prøver den af og bliver fortrolig med den. En god start er bindingen FWCC (front wrap cross carry).

På youtubekanalen Wrapyouinlove kan du se flere forskellige tutorials der viser, hvordan du binder en fastvikle. Du kan se her hvordan du binder en FWCC med en nyfødt.

Langt de fleste bæreredskaber kan vaskes i vaskemaskinen, dog med undtagelser. Vi anbefaler, at du altid vasker din vikle eller slynge inden brug, men ellers ikke vasker dit bæreredskab for ofte, da det slider på stoffet. Maskinvasker du din vikle, kan du vaske det i et pudevår for at beskytte stoffet.

I de fleste af vores produktbeskrivelse findes en vaskeanvisning, og produkterne har ligeledes ofte et vaskemærke. Skulle begge disse informationskilder mangle, eller er du bare i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os på info@carrytales.com og få råd og vejledning.

Både stræk- og fastvikler kommer i mange forskellige materialer, og det er i høj grad en smagssag, hvilke materialer man foretrækker. Som nybegynder kan det dog være svært at vide, hvad man skal vælge, da man måske ikke har prøvet så mange forskellige vikler.

Vi vil derfor give et par råd her til viklematerialer, så du forhåbentlig kan vælge det rigtige for dig.

Som udgangspunkt er bomuld et godt valg både til strækvikle og fastvikle. Er det sommer, eller har du et varmt barn, kan en blanding af bomuld og bambus være god, da bambus er lidt køligere end ren bomuld.Fastvikler kommer i flere forskellige blends end strækvikler. Du kan bl.a. få fastvikler med hør, hamp, uld, silke, bambus osv.

Blend er betegnelsen for stoffets materialesammensætning. Selvom det lyder lækkert med uld, hør osv. kan det nogle gange gøre viklen sværere at arbejde med, da viklen ofte skal "gåes til". Jo mere fleksibelt og blødere stoffet er, jo nemmere er det at stramme fastviklen og få barnet til at sidde ordentligt.

Vi anbefaler at nybegyndere starter med en 100% bomuldsvikle, eller en vikle med bomuld og bambus. Det kan desuden være en god idé, at deltage i en omgang grams.

Og hvad er så det? Grams er et arrangement hvor viklere mødes, og "gramser" på hinandens vikler.

På den måde kan du prøve nogle forskellige vikler og få en fornemmelse for, hvilke blends der tiltaler dig. Alle kan holde grams, og der findes for eksempel forskellige Facebook-sider, hvor viklere mødes og planlægge arrangementer.

Et pull er, når en af trådene trækker sig væk fra de andre tråde og danner en lille (eller større) løkke. Det er helt normalt og kan sagtens fikses.

Se fx med her: Fixing a Pull

Nye fastvikler og ringslynger kan have pulls, som finder ind på plads af sig selv, når de bliver vasket første gang og stoffet naturligt trækker sig lidt sammen.

Hos Carrytales giver vi prisgaranti. Det betyder, at vi matcher en bedre pris på samme vare, hvis et par kriterier er mødt. Læs mere om vores prisgaranti lige her.

Fik du ikke svar på lige præcist det spørgsmål, du har på tungen?

Så send os en mail på info@carrytales.com, så svarer vi hurtigt :)